Lørdag eftermiddag tog Bordings serie 2 piger imod Kjellerup i sæsonens sidste puljekamp. Vejret var flot, holdet var klar og puljen var for pigernes vedkommende afgjort ? der skal spilles om oprykning. Begge Bordings dame-seniorhold spillede denne dag, og det var svært at stille holdene. Men efter at have trukket i nogle tråde, var andre klar til at komme og hjælpe holdet. Grundet det relativt nye hold og den blandede forsamling var der enighed om at gøre det bedste man kunne og få en sjov kamp ud af det, med al den fight der kunne fremtvinges.
Som sagt så gjort! For første gang i mange kampe var pigerne klar fra første fløjt, og der blev fightet for alle boldene og lyden fløj igennem luften. Umiddelbart kunne man ikke se den store udskiftning på holdet. Bording holdte Kjellerup fra oplagte chancer og Tania sendte flere gange Maja i angrebet af sted mod mål, men hun var ofte alene i disse løb og kunne ikke komme helt tæt på Kjellerups mål og få afsluttet.
Halvlegen forløber bedre end først forventet. Pigerne holder stand og angrebene bliver ved at komme, men uden held til store chancer. I den anden ende har Kjellerup heller ikke held nok til at få bolden over stregen og komme foran. Mod enden af halvlegen kan man så småt begynde at mærke pigernes hårde fight give konsekvenser. Der ser ikke ud til at være langt til, at trætheden sætter ind og lyden er blevet lavere fra spillerne, men de holder stand til pausen.
Alle kan mærke, at det er hårdt, og vi ved godt det bliver en hård omgang i anden halvleg, men alle er positivt overraskede over, at vi er så godt med som vi er, og klar på at give den gas de sidste 45 min. Målet er at tvinge dem til at skyde udefra og derigennem holde dem fra at score.
Som forventet presser Kjellerup på fra 2. halvlegs begyndelse, og et billede af halvlegen tegner sig tidligt: Der skal kæmpes og så skal vi håbe på en kontra. Og kæmpet, det bliver der! Alle kræfter bruges i alle nærkampe og pigerne bakker hinanden op overalt på banen. Enkelte kontrachancer byder sig, som håbet, men vi er oppe imod hårde odds med 1-2 mand mod deres forsvar. Vi får tilkæmpet os et par hjørnespark som Tania sender flot ind i Kjellerups felt, men vi er ikke gode nok til at søge bolden og målmanden kan gribe ind. Et enkelt hjørnespark cleares halvt og havner ved Heidi som sender bolden mod mål, men den sniger sig desværre udenom stolpen.
Spillerne er trætte og flere trænger til pause, men da vi ikke er så mange og enkelte render rundt med småskader, kan ikke alle få deres pause. Hvad gør man så? Man leder dybt nok og finder de sidste reserver frem og bruger dem på bedste vis.
Dommeren fløjter kampen af, den ender 0-0, pigerne holdte stand alle sidste 45 minutter. Alle er forståeligt trætte og sætter sig i græsset for lige at sunde sig ? de har al grund til at være tilfredse med dagens indsats!
Fidusen går til en flere gange livsvigtig sidste skanse ? Katharina.
Søndag spiller vi oprykningskamp i Kjellerup kl. 14.00, mod Vellev. Vi har brug for al den støtte vi kan få, så kom ud og giv din støtte med.