Menu

U14 drenge: Vundet de sidste 2 kampe

image
27. maj 2019 kl. 08:13

U14 Drenge – to sejre i træk til U14 drenge

Bordings U14 drenge vandt tirsdag den 21/5 med 5-4 over topholdet fra Tjørring. Det var en mærkelig kamp, hvor Bording kom foran 3-0 inden der var spillet 10 min. Men Tjørring kom godt igen, og i slutfasen pressede Tjørring på for at få udlignet. Men det lykkedes for Bording at give Tjørring sæsonens første nederlag.

Bordings næste kamp var lørdag den 25/5 mod Mejdal. Bording var hårdt ramt af afbud til denne kamp, og det var derfor nødvendigt med en del rokeringer – specielt i forsvaret. Det var hjemmeholdet Mejdal der kom bedst fra start, og kom også foran 1-0. Bording justerede lidt på opstillingen i forsvaret, og fik langsomt overtaget i spil og chancer. Midt i halvlegen udlignede Mikkel Due til 1-1. Lidt senere i halvlegen fik Bording et hjørnespark. Jacob sparkede et godt hjørnespark, og Sofus bragte Bording foran på et perfekt udført hovedstød. Kort før pausen scorede Jesper Gjørret til pausestillingen 3-1 til Bording. Mejdal havde også deres chancer, blandt andet et hovedstød på overliggeren.

I anden halvleg var det igen Mejdal der startede bedst, og Bordings forsvar stod ikke så godt placeret, som de havde gjort i sidste halvdel af første halvleg. Heldigvis spillede Oliver en rigtig god kamp i forsvaret, og med sin hurtighed fik han næsten hver gang stoppet Mejdal, inden de nåede Bordings målfelt. Efter ca. et kvarters spil af anden halvleg, får Bording et frispark 10-15 meter inde på Mejdals banehalvdel. Jacob så målmanden var gået lidt for langt ud af sit mål, og prøvede det direkte spark mod mål. Bolden sad under overliggeren, uden chance for Mejdals målmand. Herefter var kampen reelt afgjort. Mikkel Gilkrog spillede en stor kamp, og løb adskillige gange fra sin direkte modstander, men det blev ikke til flere scoringer. En perfekt sejr, med en meget smal trup til denne kamp. Bording spiller med en blanding af U13 og U14 spillere, suppleret af et par stykker fra U15 drenge. U13 spillerne begynder at få mere og mere tro på tingene, og gør det rigtig godt mod de ofte noget større modstandere. Jeg vil gerne fremhæve Oscar, som spillede sin kun anden kamp for holdet, og det gjorde han på fornemmeste vis. Han spillede hele kampen som højre back, havde godt styr på sin direkte modstander - og havde flere gode afleveringer frem af banen.

Mikkel Gilkrog og Oliver fik fidusen med hver 4 stemmer, tæt forfulgt af Jacob med 3 stemmer.

Luk