Menu

Kom til kredsfinale i Ekstra Bladets skoleturnering

10. november 2013 kl. 12:52
Det bliver en hårdtslående pige-kredsfinale i Jylland Syd, som mandag den 11. november spilles i Ekstra Bladets skolefodbold turnering for pigehold. Bording skoles piger skal møde Dybbøl skole på Invita Arena kl. 11.30. Vinderen af kampen går videre til kvartfinalerne til foråret, hvor de 8 bedste hold i hele Danmark er tilbage.

Til sammen har de to pigehold hamret 49 bolde i kassen, mens de kun selv har lukket fem ind (se deres målscorere nederst). Virkelig, virkelig imponerende. Modstanderne har stort set ikke fået en støvle til jorden. Så det bliver nok en særdeles tæt første kredsfinale i kredsen Jylland Syd.

Bording Skole: Skarpe tvillinger
En målscore på 26-1 efter seks kampe er intet mindre end vanvittigt imponerende. Selvom Bording-pigerne måske ikke er gået målamok i alle kampene, har der aldrig været tvivl om, at de ville vinde. De styrer simpelthen kampene, og lader ikke modstanderne få plads - eller bolden.

De var ellers spændte før årets turnering - måske lidt nervøse endda.

- Og ikke som sidste år, hvor vi røg ud med et brag i første runde, lød det i første kamp.

Så rendte de ud og vandt 7-0 uden problemer. Virkelig flot indsats.

Se også: Vanvittigt tvilling-goalshow

Profilerne var tvillingerne Karen og Sara Rosted Holmgaard, der har lavet henholdsvis 15 og syv mål. De har virkelig været Bordings stærkeste kort her i efteråret. Hvad de kan med en bold. Det er helt vildt. Og super skarpe foran mål. De har begge været med til DBU's talenttræninger i området. Det forstår man godt, når man ser dem spille skolefodbold. Udover de ligner hinanden ses det også på deres løb og indbyrdes forståelse, at de er tvillinger.

De sætter fart på i offensiven, og fremme på banen ses det, når de mangler. Det gjorde de for eksempel i kampen mod Lundgårdskolen. Men så trådte et andet par tvillinger bare i karakter: keeper Liv og Lykke Bang.

Se også: Tvillinger manglede - tvillinger trådte til

 

"Jeg synes, det var fortjent, vi vandt"

Lykke efter kampen

Det havde hun helt ret i. Sådan har det været igennem hele efteråret. De kan bare noget med tvillinger på det hold. Faktisk er de to par tvillinger født på samme dato - 28. januar - bare med ét års mellemrum. Den dag burde næsten være en helligdag i Bording.

 


Karen og Sara Rosted Holmgaard. (Foto: Per Hansen)

De fire har været forrygende, men også andre hos Bording har være rigtig gode. En af dem er Laura Kristensen, som er fantastisk til at lægge bolde frem i dybden. Til eksempelvis lyn hurtige Sara. Johanne Rask er dygtig til det samme på midten.

- Jeg ved ikke hvor langt, vi når. Jeg håber, vi når finalen, har Sara udtalt undervejs.

Nu er de i hvert fald i kredsfinalen. Ingen har indtil videre fundet koden mod tvillingerne og deres fodermestre. Det går virkelig, virkelig stærkt. Simpelthen. Modstanderne kan ikke følge med, når holdet folder sig ud.

Se også: TV: Fest på Bording-kortene - se mål og højdepunkter

De er blevet bedre og bedre igennem efteråret, og Dybbøl kommer virkelig på noget af en opgave i kredsfinalen.

Se en masse fotos af de to hold her: Se også: Galleri: Bording Skole - Dybbøl-Skolen (til kredsfinale)

Dybbøl-Skolen: Katrine klar foran kassen
De har lukket flere mål ind end Bording, men har stadig klaret det rigtig godt i efteråret.

Holdet bærer meget præg af, at det består af spillere, som alle spiller på Dybbøls klubhold til daglig i mester- og a-rækken.

Spillerne finder hinanden virkelig flot. Kombinationerne flyder. Det bliver spændende at se, hvem der får mest gang i spillet i kredsfinalen. Begge hold kan og vil.

Især Katrine Overlund. Hun har afgjort flere kampe. For eksempel kampen i anden runde mod Felsted Centralskole, der intet kunne stille op imod den hurtige og skarpe angriber, der uden problemer fik lavet fire mål.

Se også: Farvel Felsted

- På klubholdet (Dybbøls U18-hold, red.) laver jeg tre-fire mål i hver kamp, fortalte Katrine, der holder med Barcelona.

 


Katrine Overlund var med sine fire ud af holdet fem mål med til at sikre Dybbøl sejren. (Foto: Erik Kragh)

Det målhumør er hun fortsat i, så hun nu står noteret for i alt 10 fuldtræffere.

Rasmine Nissum er en anden af holdets profiler. Hun spiller lidt længere tilbage på banen, hvor hun gør en rigtig god figur. Hun kan ligesom Katrine selv afgøre kampe. Det skete blandt andet mod Broager Skole, hvor hun lige sendte bolden i nettet tre gange.

På midten ligger Mia Madsen, som gør det kæmpe arbejde. Løber hele tiden rundt og enten fanger bolden eller sender den videre til en holdkammerat. Hun er vigtig for holdet. Nogle gange bliver hun brugt til at mandsopdække modstandernes profiler. Det kan måske blive nyttigt i kredsfinalen.

Se også: Modstandere for en stund

Se også: Katrine - Og så de andre

I forsvaret har de ikke haft så meget at lave. Bolden er simpelthen ikke dernede særlig ofte. Midtbanen lukker af, og offensiven har meget af spillet. Men når den så kommer derned er Maria Molina sikkerheden selv.

 

"Det er rart at være angriber, når man har så stærkt et forsvar"


Topscorer Katrine om holdets defensiv

I kredsfinalen får de nok mere at lave end tidligere, når de skal holde tvillingerne fra chancer og mål.

Derfor skal du sætte dine penge på Bording:

1. Deres tvillinger

Karen, Sara, Liv, Lykke. Fra forskellige kæder binder de spillet rigtig godt sammen og sætter det op.

2. Deres hurtighed

Spillet flyder bare. Hurtige et-to-kombinationer. Det gør, at de altid kommer til muligheder, hvis modstanderne ikke skynder sig at stoppe dem.

3. Lukker næsten ikke mål ind

To gange har de hentet bolden ud af eget net. Bolden er sjældent dernede.

Derfor skal du sætte dine penge på Dybbøl:

1. Overgode Overlund

Angriber Katrine kan sænke Bording, hvis hun fortsætter de gode takter fra tidligere. En kæmpe trussel for ethvert forsvar.

2. Rasmine og Mia

De sætter sig på midten og giver ikke grebet igen. Så modstanderne får svært ved at komme til.

3. Deres arbejdsindsats

De kæmper HELE tiden. Der bliver ikke slået op i banen eller givet op. Hverken i det 12.- eller 59. minut.

Denne dyst kommer ikke til at gå stille af sig. Profiler på spil og to stærke forsvar.

Læs alt om kampen mandag.

Se også: Overblik: Sådan spiller vi kredsfinaler / slutspil

Luk