Langt de fleste børn og unge snører fodboldstøvlerne med et smil på læben. Og det hører til sjældenhederne, at de ikke er endnu gladere, når træningen er slut.

Fra tid til anden ser man dog, at mobning på fodboldholdet vender smil til tårer, og de færreste er i tvivl om, at mobning er ren gift for et barns selvværd og, sekundært, kan føre til et frafald fra fodbolden.

Men selv om de fleste kan blive enige om, at mobning ikke hører hjemme på et fodboldhold, kan det være svært at finde ud af, hvordan man undgår, at det finder sted?

Det kommer vi med et bud på her i artiklen, hvor fodboldfaglig rådgiver, David Kiær Nielsen, giver en række konkrete bud på, hvordan man kan mindske eller helt undgå mobning på børne- eller ungdomsholdet. David Kiær Nielsen er ansat ved DBU Jylland og DBU Bredde og er en af kræfterne bag en omfattende indsats omkring at løfte børnefodbolden i Danmark. Herudover er han selv mangeårige børnetræner.

Artiklen her koncentrerer sig om, hvordan man modvirker mobning, når man står ude på fodboldbanen. Tidligere har vi også lavet indhold om, hvordan man undgår mobning på digitale platforme

1. Påtag dig en opdragende rolle

Hvis du er fodboldtræner, har du ansvar for, at der ikke foregår mobning til fodbold. Du kan ikke styre, hvad der sker i skolen og andre steder, men du kan styre, hvad der foregår på fodboldbanen. Derfor: Tag dine værdier og opdragelsesprincipper med ud på banen som fodboldtræner. Vær klar og tydelig i, hvordan du vil have, at børnene opfører sig overfor hinanden – og håndhæv det.

- Helt generelt mener jeg, at det gælder, at mobning er de voksnes ansvar men børnenes problem. Derfor er man som voksen nødt til at forholde sig til det her og være opmærksom på, hvordan spillerne interagerer indbyrdes. Også selvom det er sjovere at forholde sig til det rent fodboldfaglige, mener David Kiær Nielsen.

- Man skal turde at sige fra og at være tydelig på, hvad man finder acceptabelt og ikke acceptabelt. Man skal turde at påtage sig den rolle at opdrage på andres børn, lyder rådet videre.

2. Lav gunstige gruppeopdelinger og aktiviteter

Et af de greb, man kan lave for at modvirke mobning, er at tænke et godt sammenhold ind i de grupper og aktiviteter, man laver. Det går f.eks. ikke at tage de dygtigste spillere og give dem et nyt spillesæt, uden de resterende spillere får det samme. Man skal markere, at alle er lige meget værd.

- Herudover er det også ofte en god idé, at det er dig som træner, som laver de forskellige grupper. På den måde undgår man, at de er de samme, som står tilbage uden en makker eller gruppe at være i, vurderer David Kiær Nielsen.

Et andet greb kan ske i forbindelse med udekampe, hvor man kan ”blande posen” i forhold til de grupper af børn, som kører sammen. På den måde er det f.eks. ikke gruppen med de bedste spillere, som tager sammen afsted hver eneste gang. Når man er i en bil er man tæt på hinanden og adfærden kan blive set, og eventuelt modereret, af den voksne chauffør.

- Ved at blande, hvem der kører sammen fra gang til gang, får man stimuleret det her med, at flere forskellige børn taler sammen. Det er igen med til at give alle børnene en fornemmelse af, og en forståelse for, hinanden. Det er med til at styrke hele gruppen, lyder det fra børnefodboldeksperten.

3. Flere trænere = mindre mobning

Et af de væsentligste parametre for at undgå mobning er, at der er en voksen tæt på situationerne, som kan gribe ind, hvis der opstår stridigheder eller mobning i krogene.

Det kan være svært, hvis man er ene træner til 20-30 børn. Derfor kan det være en stor styrke, hvis man som træner eller klub kan lykkes med at få udvidet trænerstaben. Optimalt set er der én træner for hver otte spillere.

Det kan være svært at hverve frivillige, men hvis normeringen lykkes, er gevinsterne til at få øje på. Også når det kommer til at forhindre mobning.

- Når man er flere trænere, så kan man være tættere på børnene og være mere nærværende. Det giver helt basalt en bedre opfattelse af, hvad der sker i gruppen.

180424 SPP 3112Du kan med fordel sætte børnene sammen i par eller grupper.

4. Vær en ressource, børnene kan gå til, hvis de er kede af noget

Lige meget hvor meget du som træner forsøger at være til stede og fornemme de forskellige grupper og børn, vil der uundgåeligt være noget, som du ikke spotter. Derfor er det vigtigt, at du får italesat, at man altid kan komme til dig som træner og fortælle, hvis noget gør dig eller en holdkammerat ked af det.

- Når du får en kultur, hvor det er helt okay at komme til dig som voksen, så bliver det lettere for dig at få taget hånd om de små, generende ting inden de udvikler sig til et større problem. Og her skal man huske, at det der kan synes som et mindre problem for dig som voksen, godt kan fylde rigtig meget for et barn. Derfor skal barnet altid tages alvorligt.

5. Vis, at det har konsekvenser at mobbe

Det er ikke altid, det er muligt at forebygge de drillerier, som kan føre til decideret mobning. Men som træner er man nødt til at agere prompte, hvis nogen går over stregen og gør andre kede af det (eller forhindrer dig i at gennemføre en god fodboldtræning til glæde for alle de øvrige børn).

Ifølge David Kiær Nielsen kan man først forsøge at tage en snak med det barn/de børn, som ødelægger det for de andre. Men i sidste ende kan blive nødvendigt at gå mere bombastisk til værks.

Han foreslår følgende model:

  1. Sig klart og tydeligt fra overfor det barn, som mobber de andre. Det skal gøres konsekvent.
  2. Hvis det fortsætter, så giv det pågældende barn en timeout på sidelinjen. På den måde viser du, at det har konsekvenser at gøre de andre kede af det.
  3. Hjælper det heller ikke, så tag en snak med barnets forældre. Tal også med mobbeofrets forældre.
  4. Sig, som allersidste udvej, ”farvel og tak” til det barn, som vedbliver med at ødelægge den ellers gode fodboldoplevelse for alle andre. Inden det kommer så vidt, kan du dog med fordel foreslå, at man, når man taler med forældrene til det barn, som træder ved siden af, tilbyde, at barnet kan forsætte under forudsætning af, at forældrene er tilstede for at sikre en passende adfærd.

- I langt, langt de fleste tilfælde vil det hjælpe at følge punkt et og to i denne her model. Og ellers er det min erfaring, at punkt tre vil få det mobbende barn ind på rette spor igen. Men hjælper det heller ikke at tage en snak med det pågældende barns forældre, så er min holdning, at det er okay at sige, at ”så kan du altså ikke få lov til at spille fodbold her i klubben”, lyder det fra David Kiær Nielsen, som uddyber:

- Der er skal være en rimelighed i, hvad man som frivillig træner skal stå model til. Når adfærden tilmed går ud over alle andre børn på holdet, så bevæger vi os ikke længere indenfor rimelighedens grænse, lyder det fra David Kiær Nielsen.

MERE OM AT UNDGÅ MOBNING I FODBOLDKLUBBEN

Udover denne artikel, kan du finde meget mere information omkring, hvordan du undgår mobning i fodboldboldklubben.

Blandt andet kan du her se, hvordan det særlige tiltag, Antibulli Fodbold, støttet af Mary Fonden, anbefaler at man håndterer det vigtige emne. 

Hvis du er klubleder, så kan du med fordel dele denne artikel og arbejde for, at få lavet en antimobbepolitik i klubben. Se f.eks. her, hvordan Hjordkær UIF og Galten fS har beskrevet deres antimobbepolitik på deres respektive hjemmesider.