Bordings U15-piger bliver i A-rækken
De seje BIF-piger
Kravet til Bording - pigerne var netop en sejr, hvis ikke de skulle hives ned i B-rækken. Og BIF-holdet leverede varen på udebane.
Efter en lige start. kom gæsterne foran efter et hjørnespark. Maria Ankerstjerne bankede flot bolden i nettaget, og så var der jubel hos bordingenserne.
Spillet bølgede frem og tilbage mellem de to hold, men Bordings Laura Kristensen cementerede sejren, da hun i det 65. minut sendte bolden i kassen via et flot langskud, der sejlede over Silkeborgs målvogter.
Nåede målsætningen
- Det har været en lidt blandet sæson, men hvor er det dejligt, at slutte sådan her. Vores målsætning var at overleve i A-rækken, og det lykkedes. Det er flot, når vi har ti årgang 2001-spillere på holdet, fastslår Bording-træner Jannik Jensen.
Træningen fortsætter
Forberedelserne til næste sæson er allerede i gang. Bording-pigerne træner udendørs hver onsdag, mens der er indendørstræning i Bording Hallen hver fredag. Sæsonopstarten bliver i slutningen af februar 2015.