Menu

To sejre til Bordings U11 Drenge B

image
31. august 2015 kl. 09:35
Bordings U11 drenge skulle se om de kunne fortsætte de gode takter fra sidste uge.

 I første kamp skulle Bording møde Sunds IF. Bording startede lidt usikkert, og var ikke så tætte på i sine markeringer, som de var i sidste weekend. Det var dog Bording der havde det meste spil, og det var da også fortjent, da holdet i slutningen af første halvleg kunne bringe sig foran 1-0. Sofus Andersen kommer til baglinjen i venstre sidste og laver et fint indlæg, som spiller Samuel fri tæt foran mål, og på sådanne chancer svigter han sjældent - Samuel bragte Bording foran 1-0.
Efter pausen går der ikke lang tid inden Sunds hjælper Bording, en tilbageaflevering får målmanden ikke styr på, og et selvmål bringer Bording på 2-0. Bording pressede Sunds og havde flere chancer, men også Sunds havde gode scoringsmuligheder. Havde det ikke været for en meget velspillende Zacharias Bonde i Bording målet, så var Bording ikke sluppet fra denne kamp uden scoringer fra Sunds. I slutfasen får Sunds efter et Bording angreb ikke sparket bolden langt nok væk, hvilket resulterer i at Jon opsnapper bolden og scorer til slutresultatet 3-0.

I anden kamp skulle Bording møde hjemmeholdet fra Tjørring. Det der var blevet talt imellem kampene, var at spillerne skulle blive bedre til at komme hurtigt retur til deres pladser, når et angreb var blevet afsluttet, men det var igen her Bording havde lidt problemer. Offensivt kom Bording som sædvanligt til flere chancer. Scoringen til 1-0 kommer efter et fremragende angreb, hvor Jon efter en dribletur til baglinjen i højre side, laver en fin aflevering bagud i feltet til Samuel, som efter en enkelt berøring sender bolden videre til Sofus, som scorer sikkert med "det kolde" venstreben. (til en normal træning ville denne scoring tælle dobbelt). Som i første kamp, så kommer modstanderen igen til flere chancer, men igen har Bording en velspillende målmand - i denne kamp var det Oliver der vogtede målet. Jacob som spillede bagerste mand, listede flere gange over midten, og en af gangene forsøgte han sig med et skud meget langt udefra, skuddet gik henover Tjørrings målmand, men ramte desværre stolpen. Bording havde flere angreb, hvor de kom i overtal, og efter en af disse var det Jesper Gjørret der fra højre side af feltet sikkert scorede til slutresultatet 2-0.

Bording var ikke helt så koncentrerede i det defensive spil som i sidste weekend, så der har vi noget at arbejde videre med. Men alt i alt en perfekt start på sæsonen, med fire sejre - og der er stadig ikke blevet scoret mål mod Bording :o)

Her er vedhæftet billede af spillerne der var med på vinderholdet i Tjørring:
Magnus Olesen, Zacharias Bonde, Sofus Andersen, Jacob Lauritsen, Oliver Povlsen, Esben Poulsen, Jonas Andersen, Jesper Gjørret, Samuel Bonde og Jon Lassen

Af træner Frank Lauritsen

Luk