DBU Børneklub
Børnepolitik – Bording IF
Bording IF er DBU Børneklub – fordi vi vil børnene!
Denne børnepolitik danner sammen med DBU’s Børnesyn, herunder de 12 børnerettigheder og de 10 børneløfter, rammerne for, hvordan vi ønsker, at børnemiljøet i Bording IF skal være.
Børnepolitikken gælder for alle børnespillere, forældre og trænere fra U6 til og med U15.
Omklædning og bad
Vi ønsker at fremme en kultur, hvor omklædning og bad bliver en naturlig del af at være fodboldspiller i Bording IF. Fællesskabet har stor betydning, og vi ønsker, at omklædningsrummet skal være et trygt sted at færdes. Derfor gælder følgende:
- Vi anbefaler, at alle klæder om og går i bad i forbindelse med træning.
- Vi forventer, at der bades efter kampe, bl.a. af hensyn til de forældre, som skal køre hjem fra udekampe.
- Der skal altid være en voksen til stede i omklædningsrummet af samme køn. Ved de ældre børneårgange (efter U12) kan den ansvarlige voksen vente ude foran døren.
- Drenge og piger klæder altid om hver for sig.
- Mobiltelefoner bruges i begrænset omfang – der tages ikke billeder i omklædningsrummet (holdbilleder kan tages med undtagelse, hvis alle er informeret herom).
Sociale medier
Vi vil gerne promovere det fællesskab og den glæde, som fodbolden skaber for børnene. For at synliggøre klubbens hold på sociale medier opfordrer vi holdenes trænere til at tage billeder i forbindelse med kampe eller sociale arrangementer.
Derudover gælder følgende retningslinjer for brug af sociale medier:
- Holdningsudvekslinger sker altid mundtligt og aldrig gennem sociale medier.
- Brugen af mobiltelefoner i omklædningsrum og på sociale ture skal begrænses.
- En træner kommunikerer aldrig med enkelte spillere gennem Messenger, Snapchat eller lignende (grupper, hvor alle spillere er medlem, er OK).
Kommunikation og sprogbrug
Uanset hvilken rolle man har i Bording IF, skal dialogen altid foregå i en ordentlig tone – både skriftligt og mundtligt. For trænerne gælder:
- Kom med positiv kritik, og vær opmærksom på at fremhæve det gode fremfor det knap så gode.
- Du er en rollemodel for børnene – vær derfor bevidst om, hvordan du taler til og om børn.
- Det er i orden at irettesætte et barn, som ikke opfører sig ordentligt, men det skal altid ske i en ordentlig tone, og ingen børn fortjener at blive udstillet foran resten af holdet.
- Du må aldrig irettesætte et barn for sportslige præstationer – fejl er en del af læringen.
Trænerens rolle i Bording IF
- Stå for træning og afvikling af kampe.
- Afholde et forældremøde i samarbejde med en repræsentant fra ungdomsbestyrelsen.
Forældrenes rolle i Bording IF
I Bording IF ved vi, at forældre er børns vigtigste ressource. Vi har forståelse for, at forældre kan have forskellige forudsætninger for at hjælpe, men vi forventer, at alle forældre i løbet af en sæson hjælper klubben/trænerne med følgende:
- En voksen hjælper pr. barn til XL Cup.
- Tøjvask.
- Kørsel til udekampe (forældrene bytter selv internt, hvis de er forhindret i at køre).
- Dømmer kampe, hvis klubben ikke kan finde en dommer.
Derudover forventer vi, at forældrene udviser god adfærd overfor spillere, trænere, modstanderhold og dommere, hvilket indebærer:
- Altid kun positive tilråb under kampe.
- Accepter trænerens og dommerens beslutninger.
- Vær en rollemodel for dit barn.
- Bak op om klubbens arrangementer.
- Husk, at træneren er frivillig og har ret til fritid/privatliv.
- Hjælpe med at finde trænere.
Konflikthåndtering
Det kan ske, at spillere, forældre eller trænere kommer i konflikt med hinanden. Hvis to spillere kommer i konflikt, skal den enkelte træner løse konflikten evt. i samråd med spillernes forældre. Ved konflikt mellem forælder og træner forventer vi, at parterne løser konflikten i en ordentlig tone.
Derudover gælder:
- Uoverensstemmelser tages altid i en mundtlig dialog.
- Involvér ungdomsbestyrelsen, hvis uenighederne ikke kan løses.
Mobning
Vi tager afstand fra mobning og drillerier. Fodbold er for alle, men kun for dem, som udviser en adfærd og opførsel i tråd med vores værdier og børnepolitik. Gentagne situationer med mobning og/eller drillerier kan medføre bortvisning.
Ved henvendelser om mobning:
- Undersøges hvad og hvornår det er sket.
- Kortlægges situationen sammen med involverede parter (fx børn og forældre).
- Tages hånd om situationen hurtigst muligt med efterfølgende opfølgning på hold eller enkeltbarn.
Kan træneren ikke løse situationen alene, inddrages ungdomsbestyrelsen.
Seksuelle krænkelser
Børn har ret til beskyttelse mod overgreb og krænkelser, ligesom voksne har ret til beskyttelse mod urigtig mistanke. Derfor gælder følgende regler i voksnes omgang med børn:
- Der skal altid være mindst 2 voksne af samme køn til stede ved overnatningsture med børn.
- Trænere må aldrig være alene med et barn i et rum.
- Trænere klæder aldrig om sammen med spillere – hverken i klubben eller på ture.
- Bording IF indhenter børneattester ved nye trænere og herefter hvert andet år.
Ved mistanke om seksuelle krænkelser inddrages ungdomsbestyrelsen/bestyrelsen sammen med involverede parter. Vi tager enhver mistanke meget alvorligt og vil inddrage DBU, DIF og evt. politiet for en grundig undersøgelse.
Kontaktpersoner
Spørgsmål vedrørende Bording IF’s børnepolitik kan rettes til ungdomsbestyrelsen:
- Line Thomsen: 4161 7555
- Anne Skråmestø: 2037 6741
- Mikkel Kunø Knudsen: 4093 3280
Børnepolitikken er godkendt d. 05-04-2025